11.11.2025
To 30-års jubilæer markerer Condairs rejse fra dansk startup til global markedsleder
I løbet af det seneste år har to medarbejdere hos Condair rundet 30 år i virksomheden: Tommy Meldgaard og Ib Kjærside.
De var blandt de første ansatte, dengang virksomheden hed MJ Agentur og senere ML System, opkaldt efter Marianne og Leo, der grundlagde en lille dansk virksomhed med store ambitioner.
Målet var at udvikle egne befugtningssystemer, og resultatet blev blandt andet ML Princess, der er en danskdesignet højtryksbefugter med meget lavt energiforbrug, der stadig står som et symbol på innovation og kvalitet.
Tommy har gennem årene haft mange roller, blandt andet som værkstedsleder, og han har været med til at opbygge de rutiner, der stadig præger Condair i dag.
I dag arbejder han som lagermedarbejder og er med til at sikre, at forsendelsen forløber planmæssigt. Med sin mangeårige erfaring bidrager han til, at varerne når sikkert frem til kunderne, og at processerne på lageret kører stabilt og effektivt.
Ib var en af de første i salgsafdelingen og havde en central rolle i at åbne de første markeder for ML befugtningssystem både i Danmark og udlandet.
Med sin tekniske indsigt og skarpe blik for kundernes behov har han gennem tre årtier opbygget stærke og langvarige relationer til kunder i både Danmark og udlandet og er i dag en af Condairs mest erfarne og respekterede globale Key Account Managers med ansvar for store projekter i både USA, Mexico, Frankrig m.m.
Historien om Tommy og Ib er samtidig fortællingen om Condairs udvikling; fra dansk iværksætteri til international styrkeposition. Drevet af mennesker med erfaring, faglighed og engagement.

De to jubilarer: Tommy Meldgaard (tv) og Ib Kjærside (th)

Artikel fra JP


