05.02.2021

Østjysk virksomhed oplever fremgang trods Covid-19

Corona-pandemien satte i 2020 sit tydelige og meget triste præg på dansk økonomi. Den gav tilmed en stor usikkerhed for den økonomiske udvikling, hvilket kunne mærkes i flere virksomheder. For den østjyske virksomhed, Condair Danmark, var usikkerheden også til at tage og føle på, men 2020 viste sig at blive et fremgangsrigt år.

Condair, der producerer og sælger markedets mest avancerede systemer og anlæg til regulering af luftfugtighed, kan på trods af et coronaramt år gå 2021 i møde med stigende aktivitetsniveau. Flere faktorer er med til at forklare de gode resultater fra 2020, men ifølge salgsdirektør, Carsten Brostrup, var et øget kundefokus og den fleksibilitet, som medarbejdere, kunder og samarbejdspartnere har udvist, en afgørende faktor til at nå i mål:

2020 har været et turbulent år, hvor vi som virksomhed har set os nødsaget til at tilpasse vores forretning i løbet af året. Vi kunne tydeligt mærke den nervøsitet, der i starten af året var i markedet. De initiativer, Regeringen har taget for at mindske smitten, har betydet, at vi hos Condair skulle gentænke den måde, vi arbejdede og servicerede vores kunder på,” fortæller Carsten Brostrup og fortsætter:

”Men henover efteråret har vi mærket et øget aktivitetsniveau. Vi er derfor utroligt glade for, at vores medarbejdere og samarbejdspartnere, har været så fleksible, og at vores kunder har været trygge ved at handle med os og udvist en enormt omstillingsparathed, så vores serviceteknikere stadig kunne servicere anlæg og systemer, uden at gå på kompromis med deres helbred.”

Det sunde indeklima er for alvor kommet på dagsordenen

Med Covid-19 er der blevet sat fut i debatten om det sunde indeklima. Et sundt indeklima afhænger af flere parametre: CO2-niveau, temperatur og luftfugtighed kan her nævnes. Luftfugtigheden har en afgørende betydning for, om vi har et sundt og smittefrit indeklima på vores arbejdspladser, daginstitutioner, skoler, plejehjem samt i produktionslokaler. Forskning peger også på, at luftfugtigheden er det vigtigste aspekt ved indeklimaet, når det gælder indvirkning på helbredet. Overlevelsestiden for vira og overførsel af dem samt slimhindernes immunforsvar påvirkes i høj grad af luftfugtigheden. Derfor er det også forventningen i Condair, at fokus på det sunde indeklima er kommet for at blive:

Vi er glade for, at der endelig er kommet fokus på indeklimaet, selvom det er på et trist grundlag. Vi har i flere år forsøgt at råbe højt om vigtigheden af et sundt indeklima – særligt i forhold til smitte med vira. Men det er først nu, at der for alvor er kommet fokus på udfordringerne ved dårligt ventilerede lokaler og forkert luftfugtighed. Vi forventer derfor, at der i de kommende år bliver endnu mere fokus på at sikre sunde bygninger,” fortæller Carsten Brostrup og afslutter:

”Hvis der er én ting, som 2020 har lært os, så er det, at vi som virksomhed også i 2021 skal have fokus på at være omstillingsparate. Ingen ved, hvad 2021 bringer - men vi er dog meget optimistiske og forventer, at fokus på det sunde indeklima er kommet for at blive.”

Om Condair Danmark

Den østjyske virksomhed Condair har med hovedkontor i Ry og salgskontor i Slagelse 44 ansatte, der hver dag arbejder for at skabe løsninger for virksomheder og institutioner, der har udfordringer med indeklimaet. Virksomhedens løsninger inden for befugtning og affugtning sikrer at luftfugtigheden bliver styret med stor præcision. Netop derfor har Condair blandt andet leveret køling, affugtning og luftbefugtning til nogle af de største virksomheder i Norden. Condairs løsninger inden for befugtning og affugtning er med til at sikre eksempelvis køling af datacentre, som udskiller varme, eliminering af statisk elektricitet fra maskinerne i produktioner og optimering af luftfugtighed i kontormiljøer og på museer og arkiver, hvor bevaringsværdige genstande hverken tåler for tør eller for fugtig luft.

Tilbage til nyheder